En ærlig sag?

Nu har jeg så haft min blog i godt en uge, og en første evaluering må være på sin plads. Ikke mindst fordi jeg til min skræk har opdaget, at siden kan findes via Google, hvilket unægteligt spænder ben for idéen om lige at se tiden an og teste min nye legeplads ud i al stilfærdighed, før jeg besluttede, om det var noget, jeg ville fortælle andre om.

Jeg ved fortsat ikke, om jeg egner mig som blogger. Jeg har jo heller ikke nået at skrive så meget endnu. Præcis ét indlæg er det blevet til, hvis man fraregner den generelle advarsel, som mere er tænkt som en slags ‘sticker’. Ikke desto mindre har jeg allerede fundet det nødvendigt at rette i dette indlæg adskillige gange – og det gør man vel egentlig ikke, hvis man er en rigtig blogger, gør man?

På den anden side: Jeg har fået en del god tid til at gå med mit ene indlæg. Blandt andet har det fået mig til at tænke lidt over, hvad det egentlig vil sige at være et ærligt menneske:

Man lyver vel ikke så længe man ikke siger noget. Men hvad sker der, når man først begynder at åbne for sækken, f.eks. på en blog? Jeg må indrømme, at jeg ligger under for en ganske massiv selvcensur her. Og godt det samme, vil jeg tro. Men hvor går grænsen?

Den sikre løsning, som hverken sætter  mig eller andre i forlegenhed, ligger lige for – hold kortene tæt til kroppen. Dermed bliver det naturligvis lidt meningsløst at føre en blog, men der findes vel også andre måder at få tiden til at gå…

Men det handler jo ikke bare om blogging. Set i et lidt større perspektiv, så handler det om ærlighed. Om at turde være sig selv – og stå ved det. Det er klart, at det kan blive for meget, men hvor meget er for meget? …Og hvor lidt er for lidt? For det kan også blive for lidt: Man kan holde så meget igen, at man fratager sig selv muligheden for at lære andre mennesker at kende, for hvem har lyst at lægge sine kort på bordet over for en person, der ikke vil vende nogen af sine egne?

Hver gang, jeg kommer til dette punkt i min tankegang, er der en lille utålmodig stemme i mit øre, som irritabelt indskyder et “Jamen, hvorfor kan du ikke bare nøjes med at være åben og ærlig over for dine venner? Hvad kommer din ærlighed alle mulige fremmede mennesker ved? Hvilken interesse forestiller du dig dog, at de kunne have i at høre om dig og dine tanker? Er det ikke lidt selvoptaget at tro, at du er så interessant?”

Og her bliver jeg den lille stemme svar skyldig. For hvad er det egentlig, der får mig til at overveje at belemre sagesløse net-surfere med personlige oplevelser og erfaringer, som måske i bedste fald er uinteressante?

Måske er det en form for trods. For selv om det skulle være sandt, at størstedelen af mine tankespind hverken er originale eller særligt interessante, så ved jeg kun alt for godt, at stemmen aldeles ikke er udtryk for hverken ærbarhed eller hensynsfuldhed fra min side. Når sandheden skal frem, er jeg slet ikke bekymret for mine potentielle læsere; hvis de først har fundet herind, kan de uden tvivl også finde ud igen, hvis de ser, at her ikke er noget af interesse. Nej, dét der går mig på er selve tanken om, at nogen således kunne veje mine ord og tanker og finde dem for lette…

Og dét er jo prisen for at åbne for sækken: Man risikerer at blive set for den, man er.

Kan jeg virkelig lade det stoppe mig? Når nu der ikke er noget, jeg selv holder mere af, end underlige mennesker, som ikke er bange for at kede andre med deres skæve betragtninger og vidtløftige idéer?

I øvrigt… Aske har læst og godkendt mit første indlæg, så måske kan jeg alligevel godt forsvare at lade det stå lidt endnu. Google eller ej.

Angsten for det blanke papir

Nu er det så nu, jeg skal begynde at sprøjte visdomsord, morsomme indfald og underfundige historier af mig. Er det måske ikke det, man har en blog til?

I virkeligheden sidder jeg her med en følelse af, at jeg har så meget på hjerte, at jeg ikke rigtig kan få taget hul på det. Desuden er jeg ikke helt tryg ved mediet endnu. Hvad nu hvis jeg kommer til at lægge ud med det forkerte emne, sådan at alle efterfølgende indlæg kommer til at fremstå i et helt forkert lys? Kan jeg virkelig bare skrive løs og springe fra tema til tema efter forgodtbefindende? Hvad stiller jeg op med alle de løse tråde, som flyver på kryds og tværs og hele tiden bryder forstyrrende ind i min tankegang uden virkelig at høre til nogen steder?

Hm. Måske kan det hjælpe, forsøgsvist og sådan lidt henkastet at kaste et par løsrevne temaer på bordet. For ligesom at bryde isen og komme mig selv i forkøbet…

Anderledes. Lad det bare være sagt med det samme: Jeg har en forkærlighed for folk, der ikke er helt normale – og som ikke er bange for at sige det højt. Heldigvis lader jeg til at have et naturligt talent for at tiltrække netop den slags mennesker. Gad vide, hvad det kan skyldes?

Sprog og computere. Jeg elsker sprog. Alle sprog. Derfor var fagkombinationen tysk og datalogi egentlig også et ganske naturligt valg, selv om jeg umiddelbart efter gymnasium og højskoleophold endnu var meget usikker på, hvad det “egentlig” var, jeg ville. Måske fordi jeg “egentlig” ville så meget. Det vil jeg stadig, og jeg skal nok nå i hvert fald noget af det… Nå men, i hvert fald har jeg aldrig fortrudt mit studievalg, som foreløbig har ført til et job i et lille norsk IT-firma, som laver skrivestøtteprogrammer for ordblinde. Og jo: Det er præcis så nørdet, som det lyder. Fantastisk, ikke?

Højskolen. Fik jeg nævnt den? De fire måneder, jeg tilbragte på Højskolen Østersøen efter gymnasiet, er uden sammenligning den mest intense og udviklende periode, jeg har oplevet, til dato. De mennesker, jeg mødte der, vil have en ganske særlig plads i mit hjerte resten af mit liv.

Mobning. Jeg kan blive helt kold og klam og rasende når jeg hører nogen fnise “aaj altså, nu mobber I mig igen…!” Folk, som udtrykker sig sådan, ved ikke, hvad de taler om, og de har ikke den ringeste anelse om, hvilken overvindelse det kan være for andre at bruge det ord, når de virkelig har brug for at blive hørt og set og forstået. Måske skriver jeg noget mere om det en dag.

Fantasy. Jeg læser meget, men min smag er sådan set ikke særlig sofistikeret: Giv mig en elver, en dværg, en ridder og en kendar, så er jeg solgt. Tilføj en smule magi og en enkelt drage, og du vil ikke høre en lyd fra mig før den sidste side er vendt. De bedste bøger er dem, hvor det tager mindst to nætter at nå så vidt.

Min kæreste. Bare for en ordens skyld. Jeg var ret længe om at finde ham, men jeg synes, jeg har gjort det godt. Især i betragtning af, at jeg faktisk var lidt i vildrede med hensyn til, hvad jeg egentlig skulle se efter. En periode overvejede jeg, helt at droppe det, eller måske finde en med hanekam under tørklædet. Men nu blev det altså Aske i stedet. Han er dejlig og helt speciel på sin egen stille og rolige måde.

Kjoler. For nylig havde jeg for første gang i adskillige år kjole på. Det var en pæn kjole, når jeg nu selv skal sige det – jeg så ikke værst ud, og jeg var temmelig tilfreds med mig selv. Hvad jeg derimod ikke var forberedt på, var den overstrømmende glæde, det lod til at vække hos nogle af mine nærmeste. At dømme efter nogle af reaktionerne skulle man tro, det var en helt ny oplevelse for enkelte af dem at se mig med tøj på…?!

Advarsel

Dette er min første blog. Jeg regner med at bruge den som opbevaringsplads for assorterede ideer, tanker og udbrud, som af den ene eller den anden grund ikke passer ind andre steder. Ukonventionelle, provokerende, fjollede, humorforladte og/eller sarkastiske indlæg kan forekomme.

Hvis du læser noget, du ikke synes om, så husk, at jeg advarede dig. Husk også at efterlade en kommentar, så jeg kan se, at du har været her. – Og kig gerne forbi en anden gang og se, om ikke en af os eller vi begge i mellemtiden har udviklet sig… Det sker!

Når det er sagt, så er jeg selvfølgelig ikke ude på at genere nogen. Jeg er stor tilhænger af plads til personlige kæpheste og skævheder. Hvis jeg alligevel til tider kommer til at træde nogen over tæerne, skyldes det som regel, at mine fødder er temmeligt store, og at min grovmotorik ikke altid står mål med mine gode intentioner. Jeg er næsten altid ret åben for tips, tricks og udbrud så som ‘av!’, ‘hey!’ eller ‘er du sød at træde ud af min aura?’

Med andre ord: Tal til mig, hvis der er noget, jeg bør vide!