Jeg skal giftes

20/09/2012

Det er efterhånden ved at være længe siden, jeg sidst har skrevet noget på denne blog, men i dag meldte trangen sig. Måske fordi jeg står ved en milepæl i mit liv: Jeg skal giftes. Med Aske, selvfølgelig. Og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg skal være lykkelig eller rædselsslagen. Jeg er fortsat aldeles forgabt i den fyr. Og jeg begynder efterhånden at tro på det, når han siger at han også er glad for mig. Sådan rigtig meget. Nok til at han vil giftes med mig. Det er vidunderligt. Og skræmmende. For hvad så bagefter?

I min familie bliver folk gift én gang, for livet. I Askes er billedet lidt mere broget. Jeg håber inderligt, at det ikke betyder noget.

Kan det virkelig være rigtigt, at jeg har fundet en fyr, der vil tilbringe resten af sit liv sammen med mig, i medgang og modgang, som der står i romanerne? Kan et forhold overhovedet holde så længe nu om dage?

Han er så forbistret speciel – og jeg elsker ham for det – men kan han blive ved med at finde mig interessant med alle mine skævheder og begrænsninger? Hvad gør jeg, hvis han en dag vågner op og ikke finder mig umagen værd længere? Burde jeg ikke hellere tage benene på nakken nu, inden…?

Men det er jo allerede for sent. Skaden er sket. Jeg kan ikke længere forestille mig et liv uden Aske. Det er skræmmende. Og vidunderligt.

JAOO 2009

08/03/2010

Jeg føler mig heldig. Jeg arbejder nemlig i et firma, som kan se pointen i videreuddannelse. Så da jeg for et halvt år siden bankede på hos chefen og fortalte ham, at jeg gerne ville deltage i JAOO i Århus – tre dages konference og tre dages tutorials – så fik jeg umiddelbart lov. Uden kamp. Fedt. Det er sådan noget, som overbeviser mig om, at jeg arbejder det rigtige sted.

Sådan gik det også til, at det ikke var i kraft af JAOO-arrangørernes lidt kontroversielle forsøg på at lokke flere kvinder med, at jeg deltog i konferencen. De havde ellers tilbudt alle betalende deltagere muligheden for gratis at medbringe en person af det modsatte køn en enkelt dag. Jeg fik som nævnt mit arbejde til at betale for mig. Alligevel har jeg fulgt lidt med i debatten.

Jeg kan forstå, at nogle finder det problematisk med en sådan “kønskvotering”. Selv var jeg i udgangspunktet også lidt ambivalent (deraf min interesse, vil jeg tro), så jeg brugte lidt tid på at overveje pros og cons.

På den negative side kunne man mene, at tiltaget selv er med til at gøre den skæve kønsfordeling til et issue. Man kunne mene, at man dermed problematiserer noget, som i vore dage slet ikke burde være et problem. Den skæve fordeling er ganske vist en kendsgerning, men både grundene og konsekvenserne er uklare. Man kunne forfægte den holdning, at vi kvinder blot må indtage vores plads i it-branchen på lige fod med (på samme måde som?) vores mandlige kolleger. There’s no such thing as a free lunch, men er man dygtig nok, får man hvad man vil. Hvis de fleste kvinder ikke er interesserede i at blive dataloger, hvorfor så ikke bare tage det til efterretning og stoppe der?

Men… Så enkel er verden jo ikke. For den skæve fordeling er en kendsgerning, og den slags synes at være selvforstærkende: Hvor mange mennesker har – hånden på hjertet – lyst til at arbejde i en branche, hvor de kønsmæssigt er voldsomt underrepræsenterede? Hvor de i udgangspunktet altid i mindst én forstand vil være ‘the odd one out’? For sådan er det at være kvindelig datalog. Eller mandlig sygeplejerske, vil jeg tro.

Som kvindelig datalogi-studerende må du være i stand til at kapere, at der findes mandlige undervisere, som motiverer deres fag med kommentarer som: “En god løn gør forskellen, når I skal købe den der pels til konen, der får hende til at blive lidt længere.” Og ude i arbejdslivet må du kunne håndtere at sidde på en bar sammen med ‘gutterne’, der bliver enige om at prøvesmage hele øl-sortimentet – og stiltigende antager, at du som kvinde ikke vil være med. Fagligt må du være forberedt på dine kollegaers overraskelse, hvis du viser dig faktisk at kunne programmere – og samtidig udvise finfølelse over for de af dem, der er opdraget til under ingen omstændigheder – nogen sinde – at spørge en pige om hjælp. Der er ikke tale om ond vilje. I hvert fald har jeg ikke oplevet nogen sådan. Men der er tale om et kulturelt bias, som de færreste af os vel kan sige os helt frie for.

I mange tilfælde er det gensidigt: Når jeg går ind til en lønforhandling er jeg bevidst om, at jeg må lægge mine hårdt tillærte ‘kvindelige dyder’ så som beskedenhed, taknemmelighed, venlighed og nøjsomhed til side. Jeg indprenter strengt mig selv, at jeg – som kvinde! – har pligt til at kræve at min faglige dygtighed og mit hårde arbejde belønnes med samme mønt som mine mandlige kollegers. Det er en form for skuespil, som lønstatistikkerne tvinger mig til at forsøge at spille. Jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så antager min chef, at han skal tilrettelægge samtalen med mig på samme måde som den samtale, han havde en halv time tidligere med min jævnaldrende, kvindelige kollega, der arbejder som sprogmedarbejder: Han forventer at skulle rose mig og sende mig tilbage til arbejdet med en forsikring om, at jeg er vellidt og dygtig, og at mit hårde arbejde bliver set og værdsat. Han forventer ikke, at jeg forsøger at argumentere for en højere løn. For det gør pæne piger jo ikke.

Det er ikke nødvendigvis nemt at finde den rigtige balance mellem konformitet og mønsterbrydning. Det kommer ikke af sig selv. Man kunne også sige, at det er en ægte udfordring. Spørgsmålet er, om det virkelig er en udfordring, som vi som kvinder er nødt til at tage op hver især – eller om vi kan hjælpe hinanden lidt på vej? Måske kan mændene også hjælpe til, for er det ikke også i deres interesse med større mangfoldighed og flere perspektiver på de daglige udfordringer?

Derfor hilser jeg JAOO-tiltaget velkommen og håber, at de vil vove at gentage successen næste år. Flere af de kvinder, jeg mødte på årets konference gav i hvert fald udtryk for, at de ikke ellers ville have kunnet deltage. Selv vil jeg overveje at gøre det igen, om jeg så skal tage pengene ud af min egen opsparing næste gang. For jeg tror, at netop sådanne konferencer kan være med til at styrke min følelse af at høre hjemme i denne branche. Ikke mindst fordi jeg netop her har mulighed for at møde nogle af de få andre kvindelige systemudviklere – dem jeg ikke møder i min hverdag, fordi de er for få og for spredte.

Med vold og magt

14/08/2009

“Hvis nu bare folk respekterede det danske politi, havde vi nok heller ikke så meget politivold!”

Sådan skrev en gammel folkeskole-kammerat i dag, da jeg på Facebook gav udtryk for chok og vrede over politiets fremfærd mod demonstranterne uden for Brorsons Kirke natten til torsdag:

http://jp.dk/jptv/indland/?id=19670
http://sondagsavisen.dk/91/050125136/

Hvor gik det galt? Det er bare overhovedet ikke ok!

Vold er ikke i orden, OG DA SÆRLIGT IKKE når den udøves i “embeds medfør” af nogle udvalgte mennesker, som vi andre har givet ganske særlige magtbeføjelser i tillid til, at de vil forvalte magten professionelt og til samfundets bedste. Hvordan kan dét at slå på siddende, liggende eller flygtende demonstranter være professionel – endsige nødvendig – magtanvendelse? Det er det ikke.

Det er kvalmende at se på de ubevæbnede demonstranter, som får tæv af de kampklædte betjente. 

Der er ikke meget, jeg kan gøre for at udtrykke min sorg her i Trondheim, men her til aften har jeg sat lys i vinduerne.

Dårligt humør

22/07/2009

For en halv time siden forsvandt mit ellers så udmærkede humør pludselig. Uden nogen særlig grund eller anledning. Jeg sad og ventede på, at mit byggescript skulle køre til ende, og med ét virkede det bare ikke nær så morsomt som ti minutter tidligere. Måske var det de tortillachips – på tom mave efter en lang dag kan de være farlige. Eller måske de ekstra kopper kakao tidligere på dagen? Jeg havde jo egentlig lovet mig selv at holde sukkerindtaget nede. Det kunne også være tanken om, at jeg er nødt til at være i godt humør den næste uges tid; Askes mor kommer på besøg, og så kan man vel næsten ikke være bekendt at gå rundt og have anfald af dårligt humør, kan man?

Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvor den dårlige stemning kommer fra. Eller hvorfor. Jeg er grundlæggende meget tilfreds med min hverdag. Jeg har et spændende job, en dejlig kæreste. Egentlig burde jeg gå rundt med et smil på læben altid. Alligevel slår det med ujævne mellemrum misserabelt fejl, og så er den der: Følelsen af klaustrofobi og trangen til at begrave sig under dynen. Lysten til at kyle puden ned i den anden ende af sengen. Begyndende hovedpine. Forandringen indtræffer ofte uden varsel og kommer som regel helt bag på mig. Den dårlige samvittighed over at være et dårligt menneske og endnu dårligere selskab gør ikke sagen bedre.

Jeg burde spise noget fornuftigt, forsøge at få mit blodsukker tilbage på ret køl. Og så gå i seng.

Men jeg burde også få tømt min kuffert og vasket alt ferietøjet. Og rydde lidt op. Der er også det brækkede toiletbræt, der burde udskiftes. Og pæren i entréen.

Måske burde jeg bare – hvad?

En ærlig sag?

24/05/2009

Nu har jeg så haft min blog i godt en uge, og en første evaluering må være på sin plads. Ikke mindst fordi jeg til min skræk har opdaget, at siden kan findes via Google, hvilket unægteligt spænder ben for idéen om lige at se tiden an og teste min nye legeplads ud i al stilfærdighed, før jeg besluttede, om det var noget, jeg ville fortælle andre om.

Jeg ved fortsat ikke, om jeg egner mig som blogger. Jeg har jo heller ikke nået at skrive så meget endnu. Præcis ét indlæg er det blevet til, hvis man fraregner den generelle advarsel, som mere er tænkt som en slags ‘sticker’. Ikke desto mindre har jeg allerede fundet det nødvendigt at rette i dette indlæg adskillige gange – og det gør man vel egentlig ikke, hvis man er en rigtig blogger, gør man?

På den anden side: Jeg har fået en del god tid til at gå med mit ene indlæg. Blandt andet har det fået mig til at tænke lidt over, hvad det egentlig vil sige at være et ærligt menneske:

Man lyver vel ikke så længe man ikke siger noget. Men hvad sker der, når man først begynder at åbne for sækken, f.eks. på en blog? Jeg må indrømme, at jeg ligger under for en ganske massiv selvcensur her. Og godt det samme, vil jeg tro. Men hvor går grænsen?

Den sikre løsning, som hverken sætter  mig eller andre i forlegenhed, ligger lige for – hold kortene tæt til kroppen. Dermed bliver det naturligvis lidt meningsløst at føre en blog, men der findes vel også andre måder at få tiden til at gå…

Men det handler jo ikke bare om blogging. Set i et lidt større perspektiv, så handler det om ærlighed. Om at turde være sig selv – og stå ved det. Det er klart, at det kan blive for meget, men hvor meget er for meget? …Og hvor lidt er for lidt? For det kan også blive for lidt: Man kan holde så meget igen, at man fratager sig selv muligheden for at lære andre mennesker at kende, for hvem har lyst at lægge sine kort på bordet over for en person, der ikke vil vende nogen af sine egne?

Hver gang, jeg kommer til dette punkt i min tankegang, er der en lille utålmodig stemme i mit øre, som irritabelt indskyder et “Jamen, hvorfor kan du ikke bare nøjes med at være åben og ærlig over for dine venner? Hvad kommer din ærlighed alle mulige fremmede mennesker ved? Hvilken interesse forestiller du dig dog, at de kunne have i at høre om dig og dine tanker? Er det ikke lidt selvoptaget at tro, at du er så interessant?”

Og her bliver jeg den lille stemme svar skyldig. For hvad er det egentlig, der får mig til at overveje at belemre sagesløse net-surfere med personlige oplevelser og erfaringer, som måske i bedste fald er uinteressante?

Måske er det en form for trods. For selv om det skulle være sandt, at størstedelen af mine tankespind hverken er originale eller særligt interessante, så ved jeg kun alt for godt, at stemmen aldeles ikke er udtryk for hverken ærbarhed eller hensynsfuldhed fra min side. Når sandheden skal frem, er jeg slet ikke bekymret for mine potentielle læsere; hvis de først har fundet herind, kan de uden tvivl også finde ud igen, hvis de ser, at her ikke er noget af interesse. Nej, dét der går mig på er selve tanken om, at nogen således kunne veje mine ord og tanker og finde dem for lette…

Og dét er jo prisen for at åbne for sækken: Man risikerer at blive set for den, man er.

Kan jeg virkelig lade det stoppe mig? Når nu der ikke er noget, jeg selv holder mere af, end underlige mennesker, som ikke er bange for at kede andre med deres skæve betragtninger og vidtløftige idéer?

I øvrigt… Aske har læst og godkendt mit første indlæg, så måske kan jeg alligevel godt forsvare at lade det stå lidt endnu. Google eller ej.

Angsten for det blanke papir

16/05/2009

Nu er det så nu, jeg skal begynde at sprøjte visdomsord, morsomme indfald og underfundige historier af mig. Er det måske ikke det, man har en blog til?

I virkeligheden sidder jeg her med en følelse af, at jeg har så meget på hjerte, at jeg ikke rigtig kan få taget hul på det. Desuden er jeg ikke helt tryg ved mediet endnu. Hvad nu hvis jeg kommer til at lægge ud med det forkerte emne, sådan at alle efterfølgende indlæg kommer til at fremstå i et helt forkert lys? Kan jeg virkelig bare skrive løs og springe fra tema til tema efter forgodtbefindende? Hvad stiller jeg op med alle de løse tråde, som flyver på kryds og tværs og hele tiden bryder forstyrrende ind i min tankegang uden virkelig at høre til nogen steder?

Hm. Måske kan det hjælpe, forsøgsvist og sådan lidt henkastet at kaste et par løsrevne temaer på bordet. For ligesom at bryde isen og komme mig selv i forkøbet…

Anderledes. Lad det bare være sagt med det samme: Jeg har en forkærlighed for folk, der ikke er helt normale – og som ikke er bange for at sige det højt. Heldigvis lader jeg til at have et naturligt talent for at tiltrække netop den slags mennesker. Gad vide, hvad det kan skyldes?

Sprog og computere. Jeg elsker sprog. Alle sprog. Derfor var fagkombinationen tysk og datalogi egentlig også et ganske naturligt valg, selv om jeg umiddelbart efter gymnasium og højskoleophold endnu var meget usikker på, hvad det “egentlig” var, jeg ville. Måske fordi jeg “egentlig” ville så meget. Det vil jeg stadig, og jeg skal nok nå i hvert fald noget af det… Nå men, i hvert fald har jeg aldrig fortrudt mit studievalg, som foreløbig har ført til et job i et lille norsk IT-firma, som laver skrivestøtteprogrammer for ordblinde. Og jo: Det er præcis så nørdet, som det lyder. Fantastisk, ikke?

Højskolen. Fik jeg nævnt den? De fire måneder, jeg tilbragte på Højskolen Østersøen efter gymnasiet, er uden sammenligning den mest intense og udviklende periode, jeg har oplevet, til dato. De mennesker, jeg mødte der, vil have en ganske særlig plads i mit hjerte resten af mit liv.

Mobning. Jeg kan blive helt kold og klam og rasende når jeg hører nogen fnise “aaj altså, nu mobber I mig igen…!” Folk, som udtrykker sig sådan, ved ikke, hvad de taler om, og de har ikke den ringeste anelse om, hvilken overvindelse det kan være for andre at bruge det ord, når de virkelig har brug for at blive hørt og set og forstået. Måske skriver jeg noget mere om det en dag.

Fantasy. Jeg læser meget, men min smag er sådan set ikke særlig sofistikeret: Giv mig en elver, en dværg, en ridder og en kendar, så er jeg solgt. Tilføj en smule magi og en enkelt drage, og du vil ikke høre en lyd fra mig før den sidste side er vendt. De bedste bøger er dem, hvor det tager mindst to nætter at nå så vidt.

Min kæreste. Bare for en ordens skyld. Jeg var ret længe om at finde ham, men jeg synes, jeg har gjort det godt. Især i betragtning af, at jeg faktisk var lidt i vildrede med hensyn til, hvad jeg egentlig skulle se efter. En periode overvejede jeg, helt at droppe det, eller måske finde en med hanekam under tørklædet. Men nu blev det altså Aske i stedet. Han er dejlig og helt speciel på sin egen stille og rolige måde.

Kjoler. For nylig havde jeg for første gang i adskillige år kjole på. Det var en pæn kjole, når jeg nu selv skal sige det – jeg så ikke værst ud, og jeg var temmelig tilfreds med mig selv. Hvad jeg derimod ikke var forberedt på, var den overstrømmende glæde, det lod til at vække hos nogle af mine nærmeste. At dømme efter nogle af reaktionerne skulle man tro, det var en helt ny oplevelse for enkelte af dem at se mig med tøj på…?!

Advarsel

16/05/2009

Dette er min første blog. Jeg regner med at bruge den som opbevaringsplads for assorterede ideer, tanker og udbrud, som af den ene eller den anden grund ikke passer ind andre steder. Ukonventionelle, provokerende, fjollede, humorforladte og/eller sarkastiske indlæg kan forekomme.

Hvis du læser noget, du ikke synes om, så husk, at jeg advarede dig. Husk også at efterlade en kommentar, så jeg kan se, at du har været her. – Og kig gerne forbi en anden gang og se, om ikke en af os eller vi begge i mellemtiden har udviklet sig… Det sker!

Når det er sagt, så er jeg selvfølgelig ikke ude på at genere nogen. Jeg er stor tilhænger af plads til personlige kæpheste og skævheder. Hvis jeg alligevel til tider kommer til at træde nogen over tæerne, skyldes det som regel, at mine fødder er temmeligt store, og at min grovmotorik ikke altid står mål med mine gode intentioner. Jeg er næsten altid ret åben for tips, tricks og udbrud så som ‘av!’, ‘hey!’ eller ‘er du sød at træde ud af min aura?’

Med andre ord: Tal til mig, hvis der er noget, jeg bør vide!