For en halv time siden forsvandt mit ellers så udmærkede humør pludselig. Uden nogen særlig grund eller anledning. Jeg sad og ventede på, at mit byggescript skulle køre til ende, og med ét virkede det bare ikke nær så morsomt som ti minutter tidligere. Måske var det de tortillachips – på tom mave efter en lang dag kan de være farlige. Eller måske de ekstra kopper kakao tidligere på dagen? Jeg havde jo egentlig lovet mig selv at holde sukkerindtaget nede. Det kunne også være tanken om, at jeg er nødt til at være i godt humør den næste uges tid; Askes mor kommer på besøg, og så kan man vel næsten ikke være bekendt at gå rundt og have anfald af dårligt humør, kan man?
Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvor den dårlige stemning kommer fra. Eller hvorfor. Jeg er grundlæggende meget tilfreds med min hverdag. Jeg har et spændende job, en dejlig kæreste. Egentlig burde jeg gå rundt med et smil på læben altid. Alligevel slår det med ujævne mellemrum misserabelt fejl, og så er den der: Følelsen af klaustrofobi og trangen til at begrave sig under dynen. Lysten til at kyle puden ned i den anden ende af sengen. Begyndende hovedpine. Forandringen indtræffer ofte uden varsel og kommer som regel helt bag på mig. Den dårlige samvittighed over at være et dårligt menneske og endnu dårligere selskab gør ikke sagen bedre.
Jeg burde spise noget fornuftigt, forsøge at få mit blodsukker tilbage på ret køl. Og så gå i seng.
Men jeg burde også få tømt min kuffert og vasket alt ferietøjet. Og rydde lidt op. Der er også det brækkede toiletbræt, der burde udskiftes. Og pæren i entréen.
Måske burde jeg bare – hvad?
