Nu er det så nu, jeg skal begynde at sprøjte visdomsord, morsomme indfald og underfundige historier af mig. Er det måske ikke det, man har en blog til?
I virkeligheden sidder jeg her med en følelse af, at jeg har så meget på hjerte, at jeg ikke rigtig kan få taget hul på det. Desuden er jeg ikke helt tryg ved mediet endnu. Hvad nu hvis jeg kommer til at lægge ud med det forkerte emne, sådan at alle efterfølgende indlæg kommer til at fremstå i et helt forkert lys? Kan jeg virkelig bare skrive løs og springe fra tema til tema efter forgodtbefindende? Hvad stiller jeg op med alle de løse tråde, som flyver på kryds og tværs og hele tiden bryder forstyrrende ind i min tankegang uden virkelig at høre til nogen steder?
Hm. Måske kan det hjælpe, forsøgsvist og sådan lidt henkastet at kaste et par løsrevne temaer på bordet. For ligesom at bryde isen og komme mig selv i forkøbet…
Anderledes. Lad det bare være sagt med det samme: Jeg har en forkærlighed for folk, der ikke er helt normale – og som ikke er bange for at sige det højt. Heldigvis lader jeg til at have et naturligt talent for at tiltrække netop den slags mennesker. Gad vide, hvad det kan skyldes?
Sprog og computere. Jeg elsker sprog. Alle sprog. Derfor var fagkombinationen tysk og datalogi egentlig også et ganske naturligt valg, selv om jeg umiddelbart efter gymnasium og højskoleophold endnu var meget usikker på, hvad det “egentlig” var, jeg ville. Måske fordi jeg “egentlig” ville så meget. Det vil jeg stadig, og jeg skal nok nå i hvert fald noget af det… Nå men, i hvert fald har jeg aldrig fortrudt mit studievalg, som foreløbig har ført til et job i et lille norsk IT-firma, som laver skrivestøtteprogrammer for ordblinde. Og jo: Det er præcis så nørdet, som det lyder. Fantastisk, ikke?
Højskolen. Fik jeg nævnt den? De fire måneder, jeg tilbragte på Højskolen Østersøen efter gymnasiet, er uden sammenligning den mest intense og udviklende periode, jeg har oplevet, til dato. De mennesker, jeg mødte der, vil have en ganske særlig plads i mit hjerte resten af mit liv.
Mobning. Jeg kan blive helt kold og klam og rasende når jeg hører nogen fnise “aaj altså, nu mobber I mig igen…!” Folk, som udtrykker sig sådan, ved ikke, hvad de taler om, og de har ikke den ringeste anelse om, hvilken overvindelse det kan være for andre at bruge det ord, når de virkelig har brug for at blive hørt og set og forstået. Måske skriver jeg noget mere om det en dag.
Fantasy. Jeg læser meget, men min smag er sådan set ikke særlig sofistikeret: Giv mig en elver, en dværg, en ridder og en kendar, så er jeg solgt. Tilføj en smule magi og en enkelt drage, og du vil ikke høre en lyd fra mig før den sidste side er vendt. De bedste bøger er dem, hvor det tager mindst to nætter at nå så vidt.
Min kæreste. Bare for en ordens skyld. Jeg var ret længe om at finde ham, men jeg synes, jeg har gjort det godt. Især i betragtning af, at jeg faktisk var lidt i vildrede med hensyn til, hvad jeg egentlig skulle se efter. En periode overvejede jeg, helt at droppe det, eller måske finde en med hanekam under tørklædet. Men nu blev det altså Aske i stedet. Han er dejlig og helt speciel på sin egen stille og rolige måde.
Kjoler. For nylig havde jeg for første gang i adskillige år kjole på. Det var en pæn kjole, når jeg nu selv skal sige det – jeg så ikke værst ud, og jeg var temmelig tilfreds med mig selv. Hvad jeg derimod ikke var forberedt på, var den overstrømmende glæde, det lod til at vække hos nogle af mine nærmeste. At dømme efter nogle af reaktionerne skulle man tro, det var en helt ny oplevelse for enkelte af dem at se mig med tøj på…?!
