Jeg føler mig heldig. Jeg arbejder nemlig i et firma, som kan se pointen i videreuddannelse. Så da jeg for et halvt år siden bankede på hos chefen og fortalte ham, at jeg gerne ville deltage i JAOO i Århus – tre dages konference og tre dages tutorials – så fik jeg umiddelbart lov. Uden kamp. Fedt. Det er sådan noget, som overbeviser mig om, at jeg arbejder det rigtige sted.
Sådan gik det også til, at det ikke var i kraft af JAOO-arrangørernes lidt kontroversielle forsøg på at lokke flere kvinder med, at jeg deltog i konferencen. De havde ellers tilbudt alle betalende deltagere muligheden for gratis at medbringe en person af det modsatte køn en enkelt dag. Jeg fik som nævnt mit arbejde til at betale for mig. Alligevel har jeg fulgt lidt med i debatten.
Jeg kan forstå, at nogle finder det problematisk med en sådan “kønskvotering”. Selv var jeg i udgangspunktet også lidt ambivalent (deraf min interesse, vil jeg tro), så jeg brugte lidt tid på at overveje pros og cons.
På den negative side kunne man mene, at tiltaget selv er med til at gøre den skæve kønsfordeling til et issue. Man kunne mene, at man dermed problematiserer noget, som i vore dage slet ikke burde være et problem. Den skæve fordeling er ganske vist en kendsgerning, men både grundene og konsekvenserne er uklare. Man kunne forfægte den holdning, at vi kvinder blot må indtage vores plads i it-branchen på lige fod med (på samme måde som?) vores mandlige kolleger. There’s no such thing as a free lunch, men er man dygtig nok, får man hvad man vil. Hvis de fleste kvinder ikke er interesserede i at blive dataloger, hvorfor så ikke bare tage det til efterretning og stoppe der?
Men… Så enkel er verden jo ikke. For den skæve fordeling er en kendsgerning, og den slags synes at være selvforstærkende: Hvor mange mennesker har – hånden på hjertet – lyst til at arbejde i en branche, hvor de kønsmæssigt er voldsomt underrepræsenterede? Hvor de i udgangspunktet altid i mindst én forstand vil være ‘the odd one out’? For sådan er det at være kvindelig datalog. Eller mandlig sygeplejerske, vil jeg tro.
Som kvindelig datalogi-studerende må du være i stand til at kapere, at der findes mandlige undervisere, som motiverer deres fag med kommentarer som: “En god løn gør forskellen, når I skal købe den der pels til konen, der får hende til at blive lidt længere.” Og ude i arbejdslivet må du kunne håndtere at sidde på en bar sammen med ‘gutterne’, der bliver enige om at prøvesmage hele øl-sortimentet – og stiltigende antager, at du som kvinde ikke vil være med. Fagligt må du være forberedt på dine kollegaers overraskelse, hvis du viser dig faktisk at kunne programmere – og samtidig udvise finfølelse over for de af dem, der er opdraget til under ingen omstændigheder - nogen sinde - at spørge en pige om hjælp. Der er ikke tale om ond vilje. I hvert fald har jeg ikke oplevet nogen sådan. Men der er tale om et kulturelt bias, som de færreste af os vel kan sige os helt frie for.
I mange tilfælde er det gensidigt: Når jeg går ind til en lønforhandling er jeg bevidst om, at jeg må lægge mine hårdt tillærte ’kvindelige dyder’ så som beskedenhed, taknemmelighed, venlighed og nøjsomhed til side. Jeg indprenter strengt mig selv, at jeg – som kvinde! – har pligt til at kræve at min faglige dygtighed og mit hårde arbejde belønnes med samme mønt som mine mandlige kollegers. Det er en form for skuespil, som lønstatistikkerne tvinger mig til at forsøge at spille. Jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så antager min chef, at han skal tilrettelægge samtalen med mig på samme måde som den samtale, han havde en halv time tidligere med min jævnaldrende, kvindelige kollega, der arbejder som sprogmedarbejder: Han forventer at skulle rose mig og sende mig tilbage til arbejdet med en forsikring om, at jeg er vellidt og dygtig, og at mit hårde arbejde bliver set og værdsat. Han forventer ikke, at jeg forsøger at argumentere for en højere løn. For det gør pæne piger jo ikke.
Det er ikke nødvendigvis nemt at finde den rigtige balance mellem konformitet og mønsterbrydning. Det kommer ikke af sig selv. Man kunne også sige, at det er en ægte udfordring. Spørgsmålet er, om det virkelig er en udfordring, som vi som kvinder er nødt til at tage op hver især – eller om vi kan hjælpe hinanden lidt på vej? Måske kan mændene også hjælpe til, for er det ikke også i deres interesse med større mangfoldighed og flere perspektiver på de daglige udfordringer?
Derfor hilser jeg JAOO-tiltaget velkommen og håber, at de vil vove at gentage successen næste år. Flere af de kvinder, jeg mødte på årets konference gav i hvert fald udtryk for, at de ikke ellers ville have kunnet deltage. Selv vil jeg overveje at gøre det igen, om jeg så skal tage pengene ud af min egen opsparing næste gang. For jeg tror, at netop sådanne konferencer kan være med til at styrke min følelse af at høre hjemme i denne branche. Ikke mindst fordi jeg netop her har mulighed for at møde nogle af de få andre kvindelige systemudviklere – dem jeg ikke møder i min hverdag, fordi de er for få og for spredte.
